Februar 2011 Knud Andersen

Telefon 29 87 04 33

Birgitogknud@andersen.mail.dk 

 
Knud Andersen

Under en ferie i 2004 i Nr. Vorupør, Thy, malede jeg dette billede på opfordring af min kone, som ikke fandt det ganske mislykket. Jeg brugte oliefarver på et stykke tegnepapir, og den ferie satte mig i gang med at lave billeder.

På samme ferie besøgte vi et af vore yndlingssteder, det lille fiskerleje Stenbjerg, der har en række fredede bygninger ned til landingspladsen, og som blev yndlingsmotiv for Stenbjergmaleren Freddy Eriksen. Vi købte et af hans små ”Huse ved Havet”, og siden har jeg malet talrige huse ved havet.

Herunder kan sees nogle stykker fra den hvide advents december 2010.  Det er ganske små billeder, 10 x 10 og 15 x 15 cm o.l. Motivet taler til mig om, at vi bor ved kanten af det uendelige hav, der både drager og skræmmer, og hvis hinsidige kyst vi ikke kender. Motivet synes at være uopslideligt!

Da vi et par år senere blev pensionerede, fik vi oprettet det lille Galleri Sankt Mikael i Kongensgade, Slangerup, hvor vi siden har haft gæsteudstillinger med mange kunstnere, og hvor vi også viser nogen af de ting, vi selv får lavet.

Min serie med 18 malerier fra kirkeårets tider og fester har været vist flere steder i egnen og kan findes på vores hjemmeside www.gallerisanktmikael.com